Kalk, disk, kande og oblatæske er fra 1726 og udført af Niels Johnsen. De voluminøse sølvstager er lavet af Fredrik Fabritius i 1726, der også har lavet det smukke sølvkrucifiks. Døbefonten er udført af Friedrich Ehbisch, mens det tilhørende sølvfad er lavet af Niels Johnsen.
Prædikestolen - også af Ehbisch - er fra 1727, og den hviler på en fod formet som en klippe befolket med duer og barokengle, såkaldte putti. Omkring selve stolen svæver eller sidder tre kvindeskikkelser, der symboliserer tro, håb og kærlighed. På lydhimlen troner Sankt Stefanus, mens opgangen til prædikestolen bevogtes af en harniskklædt kerub.